Værebro Golfklubs nyhedsbrev

februar 2012

  

Siden sidst
Som beskrevet i novembers nyhedsbrev, har golfklubbens bestyrelse i de seneste måneder arbejdet på at udforme en ny aftale med Værebro Golfcenter, som skulle være som en lejeaftale i stedet for en brugsretsaftale som vi har nu.  Læs eventuelt seneste nyhedsbrev på hjemmesiden HER.

Bestyrelsen har i den forbindelse udarbejdet et forventet driftsbudget, i tilfælde af at vi selv skulle styre forretningen, bygget på lignende klubbers regnskaber og de tal vi kender fra Værebro Golfcenter.

Som nævnt i november, er vores ideer blevet modtaget positivt, men igennem de seneste måneders forhandlingsforløb, er det ikke lykkedes at komme tæt nok på hinanden økonomisk til at parterne kan indgå sådan en aftale. Det er fortsat bestyrelsens holdning, at en lejeaftale ville være det bedste for Værebro Golfs fremtid, men vi vil ikke som bestyrelse kunne opfordre medlemmerne til at stemme for en sådan aftale, hvor de økonomiske forpligtelser overstiger vores forventede budgettal markant.

Projektet lægges herfor på hylden, og bestyrelsen vil igen kunne bruge sin tid på klubbens drift og udvikling.

Dette efterlader dog ikke parterne uden en aftale. Den nuværende brugsretsaftale er stadig gældende, og Værebro Golfklub vil derfor fortsætte som hidtil med golf i de kendte rammer.

 

Generalforsamling
Det næste der nærmer sig i klubbens kalender, er den årlige ordinære generalforsamling. Som nævnt på hjemmesiden, afholdes den onsdag d. 21. marts kl. 19 på Maglehøjskolen i Ølstykke.
Den officielle indkaldelse kommer senere på måneden, men vi vil gerne allerede nu informere om, at vi skal have udfyldt nogle pladser i bestyrelsen med nye ansigter. Vi skal have valgt en ny formand, da Niels har valgt at takke af efter flere års indsats, og derudover vil også 2 eller 3 andre bestyrelsesmedlemmer stoppe til marts. Vi byder naturligvis alle interesserede velkommen som kandidater, og skulle nogen ønske at vide mere om arbejdet i den nuværende bestyrelse, kontakter I bare en af os. Mailadresser og telefonnumre findes på hjemmesiden.

 

Regelgennemgang
Til de medlemmer der kunne trænge til en regelopfriskning, er der nu et glimrende tilbud. Søndag d. 18. marts 2012 fra kl. 13:00 til kl. 15:30 afholdes en regelgennemgang, primært ude på banen. Se mere om dette arrangement i kalenderen i golfbox. Det afholdes af vores nyuddannede klubdommer Anette Krogsbøll.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Værebro Golfklub.

Værebro Golfklub - Damstensvej 1 3660 Stenløse - info@vaerebrogolfklub.dk Tlf. 47 10 80 83