Orientering fra bestyrelsesmødet den 5. juli 2010
Første punkt handlede om rykkerprocedure i forhold til de medlemmer, der er i restance med kontingentet. Opgaven med at sørge for at opkræve kontingentet og efterfølgende rykke de medlemmer, der ikke får betalt, hører til i sekretariatet. Enkelte sager er dog blevet overdraget til bestyrelsen/formanden.
Klubblad
Klubbladet var også på dagsordenen. P.t. er klubbladet bestyrelsens og udvalgenes talerør og ikke fx et debatforum. Og klubbladets redaktion er en del af bestyrelsen. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis der er nogle af klubbens medlemmer, der gerne vil lave klubblad til/for klubbens medlemmer, så skal I være meget velkomne til det. Det er bare at kontakte et af bestyrelsens medlemmer (der er mailadresser under ’Klubben/bestyrelse’), så kan vi aftale nærmere om det videre forløb.
Regelundervisning og kaninmatcher
De mange nye medlemmer af golfklubben betyder, at der er god gang i såvel regelundervisningen som mandagenes kaninmatcher. Der er mange, der har været gennem regelundervisning og bestået regelprøve her i 2010, så der har været behov for at præcisere, at man skal være medlem af Værebro Golfklub for at få golfklubbens godkendelse af at have bestået regelprøven.
Kaninmatcherne om mandagen er også rigtig populære. Og der mangler nærmest konsekvent ’faddere’. Vi vil gerne opfordre klubbens medlemmer til at møde op – bare en gang imellem – en mandag eftermiddag, for at spille 9 huller med et par ’kaniner’.
Klublokaler
I forhold til istandsættelse af klublokaler, så er det indtil videre sat på stand by. Vi har fået et tilbud på ny yderdør med tidslås, men da tidshorisonten på klubbens brug af de aktuelle lokaler er ret begrænset, fandt vi ikke tilbuddet attraktivt. Derefter er der gjort nogle forsøg på at lave ’arbejdsweekend’, men det har været lidt svært at tromme folk sammen hen over sommeren. Så indtil videre ser vi tiden lidt an. Hvis centret vælger at istandsætte lokalerne til shop og administration i løbet af den kommende vinter, så er det på nuværende tidspunkt ikke umagen værd at bruge tid og penge på så kort en midlertidig løsning.
Næste bestyrelsesmøde er mandag den 23. august.