.jpg)
Pletskud for hjerterne
Værebro Golf Center donerer 14.500 kroner til Hjerteforeningen
En konkurrence på den grønne golfplæne har sikret hjertesagen et økonomisk tilskud. Værebro Golf Center var den 23. august vært ved den årlige golfturnering Vaerebro Golf Open, hvor 140 golfspillere deltog. Under turneringen var der udsat en præmie på 20.000 kroner til den første spiller, der lavede hole-in-one på hul 7.
Jesper ParkhøI fra Frederikssund Golfklub var den første spiller, der ramte hul 7 på et enkelt slag, og han løb med de 20.000 kroner. Jesper ParkhøI er amatørspiller og må kun modtage præmier (gavekort) på maksimalt 5.500 kroner. Derfor har Værebro Golf Center besluttet at donere de resterende 14.500 kroner til hjertesagen.
Motion er med til at forebygge hjertekarsygdom. En golfspiller går mellem syv og ti kilometer på en runde golf, og det mener vi må være godt for hjertet. Derfor ønsker vi at støtte Hjerteforeningens arbejde.
Pengene blev overrakt den 11. november ved en lille højtidelighed i golfcenteret til næstformanden i Hjerteforeningens lokalkomité i Lyngby-Taarbæk, Kaia Bandeh. Hun takkede for den generøse donation.
Pengene går til Hjerteforeningens arbejde med patientstøtte, forebyggelse af hjertekarsygdomme og forskning i hjertekarsygdomme. Hvert år giver Hjerteforeningen økonomisk støtte til mere end halvdelen af den danske forskning på hjertekarområdet, omkring 22 mio. kroner.